Serverøvelsen, armen strakt mod himlen, bolden hængt stille i en brøkdel af et sekund. Det er det billede, plakattegnerne fra 1920'erne fastholdt for at sælge turneringerne på Rivieraen og klubberne i hovedstaden. Tennis er her mindre en sport end en elegance: hvide flanellbukser, en asketræsracket, brændt okker baggrund. Denne hundrede år gamle æstetik fungerer overraskende godt på en væg i dag.

En tennisplakat virker, fordi den kombinerer to ting, øjet holder af: en klar silhouet, læsbar på afstand, og en varm palet arvet fra den gamle litografi. Banegrønt, okker, råhvidt, sommetider et midnatblåt. Det er dæmpede farver, aldrig skrålende, der sætter sig i et rum uden at dominere det. Det tilbageværende er at vide, hvor man hænger den op, og i hvilken ramme.

Klubånd uden slips

En tennisplakat kræver et lidt ophøjet miljø, men aldrig stift. Tænk på omklædningsrummet i en gammel klub: træpanel, patineret læder, uld. En clublænestol i tanlæder, en bogreol, en lampe med grøn skærm, og ovenover en spiller i fuld backhand. Tricket er at holde sig inden for et snævert farvespektrum: to eller tre farver, der går igen i rummet, og plakaten bliver øjets ankerpunkt frem for endnu et element på væggen. På en lys væg er ét stort format nok; på en mørk væg giver en bred ramme og en cremehvid passepartout billedet luft til at ånde.

Rum for rum

  • Entre: et serv i stort format, det første billede man møder ved hjemkomst.
  • Kontor: et diptyk af spillere i bevægelse, der giver rytme over et skrivebord.
  • Stue: ét stærkt stykke over sofaen, med okker og grønt genspejlet i en pude.
  • Gang: tre små formater på række, som en frise af bevægelser, fra serv til smash.

Den rigtige ramme til den rigtige bane

Egetræ er kongetræet til tennis. Dets honningfarvede tone forlænger okkeren fra de gamle plakater og minder om de gamle træraaketter. Vælg det lyst til en sommerlig stemning, mørkere, næsten tobakfarvet, for en engelsk klubfølelse. Mat sort forbliver en ren mulighed, hvis plakaten spiller på kontrast: en mørk spiller på lys baggrund. Hvad angår højden: centrer billedet på ca. 1,55 meter fra gulvet, i øjenhøjde for en stående person. Over en sofa eller konsol efterlades ca. tyve centimeter mellem møblet og rammes underkant, så plakaten kan ånde.

En tennisplakat fortæller ikke om en kamp. Den fryser en bevægelse, og den ophængte bevægelse er nok til at give liv til en stille væg.

Hos Montmartre Poster samler tenniskollektionen Art Deco-serv, kubistiske spillere og gruscourter, trykt på fine-art papir i 275 g/m². Nok til at komponere en sportslig og raffineret krog, hvor farven forbliver dæmpet og bevægelsen, levende.